RETTIGHEDSKORPSET
Flere undersøgelser viser, at mange børn og unge i Danmark ikke kender deres rettigheder og kun sjældent oplever at have indflydelse på deres hverdag i skoler, børnehaver, ungdomsklubber, botilbud mv. Samtidig efterspørger både forskning og børn og unge selv mere demokratisk deltagelse, respekt og mulighed for at blive hørt. Med det i baghovedet rejste en gruppe pædagogstuderende i foråret 2024 til Bolivia for at besøge to af International Børnesolidaritets samarbejdspartnere Alalay og Chasqui. Besøget hos organisationerne gav de studerende et unikt indblik i, hvordan børn og unges rettigheder kan omsættes til praksis og skabte et stærkt ønske om at bringe inspirationen med hjem. Rettighedskorpset bygger på et ønsket om at styrke børn og unges handlekraft og deltagelse gennem en rettighedsbaseret metode, der klæder unge pædagogstuderende på til dels at kende til deres egne rettigheder og til at arbejde med børns rettigheder i praksis. Målet er at skabe en praksis, hvor børn og unge herunder de unge pædagogstuderende selv ikke blot undervises i rettigheder, men oplever, at deres stemmer bliver platforme for forandring – i skolen, institutionen og samfundet. Rettighedskorpset består af flere indsatser blandet andet en uddannelse og en Guidebog med aktiviteter til at arbejde med børn og unges rettigheder på pædagoguddannelsen, i dagtilbud, skoler, specialtilbud mv..
Om uddannelsen
Uddannelsen er skabt for at styrke unge pædagogstuderende mulighed for at kende til deres egne rettigheder og indflydelsesmuligheder og blive klædt på til at arbejde med børn og unges rettigheder i den pædagogiske praksis. Gennem praksisnære og kreative aktiviteter og refleksioner får de studerende konkrete redskaber, der kan overføres direkte til egen hverdag. Uddannelsen bygger på en forståelse af børn og unge som aktive medborgere med ret til deltagelse, indflydelse og respekt. Udover at klæde de pædagogstuderende på til at arbejde med FN’s Børne Konvention i den pædagogiske praksis, inviterer vi også de studerende til selv at tage stilling, søge indflydelse og bruge deres stemme – i uddannelsen, i praksis og i samfundet. Vi ønsker nemlig også at styrke deres tro på, at de kan gøre en forskel og blive aktive medborgere der går i front som demokratisk dannede forandringsaktører, der aktivt kræver at blive hørt.
Målet er således dels at give de unge pædagogstuderende værktøjer og mod til selv at søge indflydelse og bruge deres stemme og dels at klæde pædagoger på til at se, lytte til og handle med børn og unge – ikke for dem. For når børn og unge mødes som ligeværdige, bliver rettigheder levende i praksis.
Guidebog
Guidebog er tænkt som en inspirationsbank til rettighedsbaseret aktiviteter. Du kan bruge den som støtte til at finde de aktiviteter, refleksioner og metoder, der giver mening i netop din praksis eller for dig som pædagogstuderende. Materialet er fleksibelt og kan formes ud fra målgruppen, konteksten og dine egne faglige vurderinger. Brug det som et sæt byggesten, du selv kan sammensætte. Det vigtigste er, at arbejdet med børns rettigheder bliver relevant, engagerende og meningsfuldt – både for børnene og for dig.